Malekursus i Mindful Maling
Find din personlige malestil
På mit malekursus bliver du helt revet med og glemmer at tænke på alt andet. Du åbner op for din kreative åre og finder dit flow, hvilket kan ses og fornemmes i dine malerier. Dine malerier bliver en forlængelse af dig som menneske. Mindful Maling bringer dig i kontakt med dine følelser, tanker, drømme og kan give dig større forståelse af dig selv og dine talenter. Det kan bringe dit personlige udtryk frem i maleriet.
Vi maler med hænderne - og med akrylfarver
At male med hænderne forærer dig en masse gaver. De kommer frem i maleriet som ikke planlagte former og figurer. Du lærer at se og lægge mærke til de motiver, der opstår i dit maleri. Det kan give dig indsigter, der er værdifulde for din personlige udvikling. Derved kan du opdage nye sider af dig selv, blive bevidst om dine mange talenter og få modet til at udfolde dem.
Du får kyndig undervisning i at skabe dit eget kreative værk, hvor du giver slip på kontrollen og lader dine billeder forme sig. Du mærker, at der sker en forvandling inde i dig. Alle mine kursister bliver så grebet af, hvor anderledes malerier man kan skabe ved at male med hænderne, at de ønsker at fortsætte med det.
Vi bruger akrylfarver, som tørrer hurtigt og tillader, at vi hurtigt kan male næste lag.
Inden vi begynder at male, ryster vi blokeringer ud af kroppen gennem fri dans. Og vi laver nogle energi øvelser. hvorefter vi mediterer i 10 min under min guidning for at skabe ro og nærvær.
Du lærer at blande farver, så du får glæden ved at se de farver, der fryder dig, på dit lærred. Du får mange nye maleteknikker og tips.
Du erfarer, at du kan bruge maleriet som et redskab på din rejse til at lære dig selv og dine tankemønstre bedre at kende.
`Det er inspirerende at male med hænderne. Noget andet kommer til at ske, fordi styringen slipper. Jeg har lært, hvordan tilfældighed kan blive til noget integreret i maleriet, som om det er meningen, at det skulle ske
- Merete Norman
Du lærer `Kunsten at se´
Du lærer at se ind i maleriet og at lytte til din indre stemme. Du mærker de følelser, der opstår i dig, mens du maler, og du lærer derved dig selv bedre at kende. Livet bliver mere meningsfuldt, når du forholder dig dybere til dig selv.
Malekurset træner dig i at få en nysgerrig og spørgende tilgang til livet, som kan give dig et mere meningsfuldt liv. Du træner det ved at undre dig over det, der kommer frem i dit maleri, acceptere det og stille spørgsmål til det.
`Jeg ønskede at finde min indre kunstner frem ved at komme ind i processen med at skabe noget med hænderne på et lærred. Det var en god proces at komme dybere ind i sjælen/sindet for at fremme det personlige udtryk. Det var inspirerende at høre de andres oplevelser og følge deres maleproces. Kurset havde en god fremaddrevet proces, og det var godt med grænser (2 farver, venstre hånd). Jeg har fået lyst til at male og synes, at det mindfulde er genialt, fordi det fremmer individet uden at man behøver blive en god maler. Anne Grethe er en vidunderlig livsglad kvinde med nærmest umætteligt videbegær´
- Læge Ulla Marslew
Malerierne, som du går hjem med efter kurset
- taler direkte til dit hjerte og vil give dig daglig glæde fremover, fordi det er dine personlige billeder
- vil fortsætte med at bringe dig indsigter til brug i din hverdag
- du kan stille spørgsmål til dine malerier og forvente at få svar
` Det maleri jeg malede hos dig har på magisk vis fundet vej længere og længere ind i min stue, hvor det nu hænger, så mine øjne konstant falder på det, som om det vil sige noget til mig. Jeg vender og drejer det løbende, og dagligt kræver det min opmærksomhed. Det vil fortælle mig noget og opfordrer mig til at tage stilling. Jeg er så overbevist om, at der blev sat en spændende og vigtig proces i gang på kurset hos dig. Det har ligget og sydet og modnet. Nu falder alting i hak, alting giver mening. Der er blevet åbnet fuldt op for min intuition, som følger mig hver eneste dag. Den seneste måned har billedet ledt mig til at søge tilbage til det, jeg lærte hos dig, og nu anskaffe mig din bog. Det er det, jeg har brug for lige nu som et led i min videre udviklingsproces.´
-Henriette

Du behøver ikke kunne tegne og male for at deltage
Jeg har haft mange kursister, som aldrig tidligere har malet, og som er blevet begejstret og glædelig overrasket over, hvad de allerede den 1. dag har skabt.
Enhver kan deltage, og er du åben og nysgerrig, får du allerstørst udbytte af kurset.
Derfor skal du vælge mig som din underviser
Jeg har tegnet og malet med akvarel, olie og akryl helt fra min barndom og løbende fulgt mange kurser. Desuden gennemgik jeg en flerårig uddannelse i både maleteknik, spirituel maling og meditation, da jeg valgte at forlade IT-branchen. Først malede jeg naturalistisk, både landskaber og mennesker, indtil jeg fandt min egen malestil gennem Mindful Maling. Jeg har skabt mit malekursus ud fra min egen erfaring, og jeg har undervist 10 år i Mindful Maling.
Mit livssyn er spirituelt på den måde, at jeg mener, det er vores sjæl, der bringer det frem i vores maleri, som vi har brug for at få at vide for at finde ind på den vej, der er bedst for os at gå.
Jeg er gået den vej, som jeg underviser i: Jeg har været nysgerrig og haft så megen tillid til de indsigter, som malerierne har givet mig, at jeg har fulgt dem til store spring i mit liv - og alle har bragt mere mening og glæde ind i mit liv. Det kan du læse mere om i min bog `Kunsten at se - i natur og maleri`
`Tak for et fantastisk kursus. At lære at male mindfuldt har givet mig flere veje til min intuitive sjælelige kraft. Du skaber et trygt rum, og du inspirerer til at åbne sig for maleriets budskaber og egen vej. Fantastisk at det kan ske i dit hjem blandt dine inspirerende malerier og en forkælelse at blive så udsøgt beværtet. ´ - Lisbet Hjort - HR-chefkonsulent, coach og forfatter
Kursus sted
Alle kurser foregår i Galleri Pind´s rummelige 3 etages hus, som også er mit hjem
Du bevæger dig hele tiden blandt mine egne malerier, hvilket er en stor fordel for dig, fordi jeg kan pege på et af dem og fortælle dig, hvordan en detalje her er fremkommet. Det anskueliggør fint det som jeg løbende underviser dig i
Antal deltagere på kurset
- Der er max 6 deltagere på et hold.
- Derfor er der god tid til, at du kan få den hjælp, som netop du har brug for.
- Vi bruger hele huset. Så her er rigtig god plads.
Tilbud på køb af min bog om Mindful Maling
Deltagerne på kurset Mindful Maling kan købe min bog `Kunsten at se – i natur og maleri´ for 159 kr.
Bogen kan efter kurset støtte dig i at lytte til din intuition og i at male mindfuldt.
Ønsker du en samtale med mig før du tilmelder dig?
så send mig dit mobil nr i en mail herom på grethe@galleripind.dk.
Vi finder så et tidspunkt for en samtale, som passer os begge
DISSE KURSUSTYPER UDBYDER JEG
Priser finder du i kalenderen
1 dags kursus i Mindful Maling
Hvis du gerne vil snuse til, hvad Mindful Maling kan give dig.
Du følges ikke lige så langt som på et 2 dagskursus.
Du kan vælge at medbringe dine egne materialer eller købe dit forbrug af lærreder og akrylfarver hos mig.
2 dags kursus i Mindful Maling
Er for dig, der gerne vil føres dybere ind i Mindful Maling og blive grundig støttet i at finde din personlige stil. Der er god tid til at arbejde med din aktuelle livssituation. At der er en nat mellem de 2 dage, giver en helt speciel forståelse af det, du har malet den 1. dag. Du kommer dybere ind i din proces og får flere indsigter.
`Et par skønne dage med masser af kærlig energi og inspiration til en for mig helt ny maleteknik. Jeg har aldrig før malet med hænderne. Fornemmelsen af at være så tæt på lærredet gav mig en helt ny dimension i maleriet. Jeg følte, at de inderste følelser kom ud gennem fingerspidserne. Fantastisk at lære denne metode. Fremover skal jeg kun male med fingrene.´ - Kursist Janne Birkedahl
En kursusdag for dig alene
Er for dig, der ønsker en intensiv dag med min fulde støtte til dig og dine udfordringer. Navnlig hvis du har et specifikt problem eller et specifikt ønske, som du gerne vil opnå. Du vælger sammen med mig, hvilken dato, kurset skal ligge på. Prisen er 1,5 gange prisen for et 1-dagskursus.
`Jeg ønskede at skabe et maleri, jeg kunne være bekendt, samt at udfordre mig selv. Jeg fik opfyldt begge mine ønsker og havde en dejlig lærerig dag. Det bedste ved kurset var, at jeg blev helt revet med! Jeg blev glad for både proces og resultat. Personlig udvikling og maleteknik gik så fint hånd i hånd og var med til at gøre dagen helt speciel. Kombinationen af bevægelse, meditation og maling var meget fin – en givende kombination - Kursist Jan Sander
Kalender for opslåede kursusdage
Se Kalender for opslåede kursusdage!
Hvis ingen af datoerne passer dig, så ring på 4053 4424 eller skriv dit ønske til mig her: grethe@galleripind.dk
TILMELDING OG BETALING
Send dit ønske om tilmelding til grethe@galleripind.dk
Betaling
på konto i Handelsbanken Reg.nr 0895 kontonr 2092643
eller med mobile pay til 4053 4424
Husk at oplyse navn, mobilnr og og email
AFLYSNING
Du kan afmelde dig kurset indtil 14 dage før kursusstart.
Ved senere afmelding betales et grundbeløb på 400 kr
Galleri Pind forbeholder sig ret til at aflyse kurset, hvis kun 1 er tilmeldt.
Hvis Galleri Pind aflyser kurset, kan hele kursusprisen tilbagebetales.
GALLERI PIND - Det unikke kunstgalleri i Kongens Lyngby
Tjørnevej 6, 2800 Kongens Lyngby
+45 40534424
grethe@galleripind.dk
www.galleripind.dk cvr 1962 4285
Powered by Simplero